Egenskaberne af klæbemidlets primære komponent bestemmer effektiviteten af bindingen. De overlegne egenskaber ved resorcinolharpiksklæbemidler-såsom høj bindingsstyrke, vandmodstand og holdbarhed mod ældning-er iboende for selve resorcinolharpiksen. Omvendt mangler sojaproteinklæbemidler høj styrke og vandbestandighed, men er lugtfri; disse er iboende træk ved sojaprotein. Proportionerne mellem de forskellige komponenter i en lim skal afbalanceres korrekt. Hvis harpiksindholdet er for lavt, lider bindingsstyrken; dog er et klæbemiddel, der udelukkende består af harpiks uden fyldstoffer, hverken økonomisk eller nødvendigvis det stærkeste.
For at opnå en stærk binding skal et klæbemiddel være i stand til at fugte og diffundere ind i træet; overdreven befugtning får imidlertid klæbemidlet til at trænge dybt ind i træet, hvilket resulterer i en udsultet bindingslinje og højt klæbemiddelforbrug. Befugtningsevne er tæt forbundet med viskositet: højere viskositet resulterer i dårligere befugtning. Da både stærke syrer og stærke baser skader træ, skal limen holde et passende pH-niveau. Klæbemidler med en for kort brugstid er tilbøjelige til at gelere eller for-hærde, hvilket fører til dårlig binding, hvorimod hærdehastigheder, der er for langsomme, resulterer i spildtid. Ydermere påvirker hærdningsbetingelserne og graden af hærdning direkte kvaliteten af bindingen.
