Træklæbemidler er stoffer, der bruges til at binde træ til andre materialer; de binder sig til træ via polære grupper og er afhængige af egenskaber som fugtbarhed, pH-niveauer og molekylvægtsfordeling for at opnå vedhæftning. De er meget udbredt i produktionen af krydsfiner, spånplader og andre konstruerede træprodukter. Industrien opstod i det 17. og 18. århundrede, hvor europæiske og amerikanske nationer etablerede de første klæbestoffabrikker.
Kaseinklæbestoffer blev kommercialiseret i begyndelsen af det 19. århundrede, efterfulgt af introduktionen af syntetiske harpikser i begyndelsen af det 20. århundrede. Fenol- og urinstof--formaldehydharpikser revolutionerede træindustrien i 1930'erne, og i 1970'erne tegnede syntetiske harpikser sig for over 80 % af markedet. Klæbemidler kategoriseres efter råmateriale i naturlige klæbemidler (såsom stivelses- og protein-baserede lime) og syntetiske klæbemidler (herunder termohærdende og termoplastiske harpikser). Aminoharpikser er blevet det almindelige valg på grund af deres lave omkostninger og lyse farve, mens phenolharpikser foretrækkes til udendørs anvendelser på grund af deres overlegne vandmodstand. Ydeevnen er blevet forbedret gennem brugen af modificeret soja- og blod-baserede klæbemidler, og nye typer klæbemidler-såsom hot-melt og lignin-tanninlim-er under udvikling. I moderne træforarbejdning tjener klæbemidler som en kritisk komponent, der muliggør fremstilling af komplekst strukturelt træ og produktion af forbedrede træprodukter.
